3.A fik udforsket byggepladsens verden

I Vejle Kommune har virksomheden Jansson El A/S adopteret en skoleklasse fra Kirstine Seligmanns Skole. Eleverne – som nu går i 3. klasse – har netop været på læringsbesøg på en af de byggepladser, hvor Jansson El A/S står for elarbejdet.

Eleverne fik et indblik i byggeprocessens mange facetter og fik lov at se alt på nærmeste hold. De var så heldige, at de kunne se alle stadier af byggeriet: fra de rå, ufærdige rum, hvor håndværkerne knoklede med at sætte spær op, til færdige lejligheder, der stod klar til indflytning. 🔨

Som altid var eleverne fulde af gode og nysgerrige spørgsmål – denne gang til bygmester Mads og vores serviceleder Benny Gylling. ”Hvor mange meter kabel bruger man til sådan et projekt? Hvor lang tid tager det at bygge en lejlighed? Hvorfor borer man huller ned gennem loftet?”

De fleste spørgsmål handlede selvfølgelig om byggeriet – og så var der også andre, der havde en lidt mere personlig karakter som: “Tror du på Gud?”

Efter en god snak om alt det mellem himmel, jord og lejligheder var det tid til en kop varm kakao – en perfekte afslutning på en regnfuld, men dejlig formiddag. 😊