Når nysgerrige elever møder livserfarne beboere på et plejehjem, sker der noget helt særligt: Dialogen åbner døre, som hverken bøger, skemaer eller planer kan.
Det oplevede eleverne fra Esbjerg Realskole og beboerne på OmrådeCenter Hedelund i Esbjerg da de havde sat hinanden stævne til samtaler/interview.
OmrådeCenter Hedelund har adopteret en skoleklasse fra Esbjerg Realskole. Eleverne har besøgt plejehjemmet løbende siden de gik i 0. klasse – nu går de i 2. klasse.
Denne gang var der sat samtaler og dialog på programmet. Forud for læringsbesøget havde eleverne lavet en række spørgsmål som de gerne ville tale med beboerne om. Beboerne havde på samme måde lavet spørgsmål som de gerne ville spørge eleverne om.
Ved læringsbesøget blev der dannet små samtalegrupper, og eleverne fra 2. klasse fik hjælp af deres skolevenner fra 7. årgang på skolen til at fastholde samtalerne.
Hjemme i skolen skal eleverne arbejde videre med samtalerne, og skrive artikler blandt andet til plejehjemmet avis “Lyngtotten”.
Det bliver spændende at læse, hvad der har gjort indtryk på eleverne. Alle havde en god og hyggelig dag, og besøget viste at der kan opstå noget særligt når vi søger samtalen og dialogen med hinanden.






