Elever fra 5.a og 5.b på Vestre Skole har sammen med beboere og brugere i Svendborg Demensby skabt kogebogen “Generationer i køkkenet“.
Den 8. april 2026 var der lancering af kogebogen ved et event i Demensbyen.
Kogebogen er resultatet af et længere samarbejde, hvor elever og beboere har mødt hinanden om bagning og madlavning. Ved lanceringen var der være mulighed for at smage et udvalg af opskrifter fra bogen og høre mere om projektet.
Samarbejdet er en del af Svendborg Kommunes indsats for at styrke relationer på tværs af generationer. Flere plejecentre i kommunen samarbejder i dag med skoleklasser, hvor elever besøger centrene flere gange årligt og deltager i fælles aktiviteter og læringsforløb. Demensfaglig konsulent i Svendborg Kommune, Annette Søby, er glad for samarbejdet og de mange positive oplevelser det giver for både elever og beboere:
“Når eleverne kommer på besøg, sker der noget helt særligt. De bringer liv, nysgerrighed og glæde ind i huset, og vores beboere lyser op, når de kan dele historier og opleve, at deres livserfaring betyder noget. Samtidig får børnene et unikt indblik i hverdagen hos os og lærer at møde ældre med nærvær og respekt“.






