Samarbejdet med Scandic Regina har været godt og struktureret med et relevant indhold, som har ramt børnene, hvor de var i deres udvikling og har haft børnenes interesse og deraf involvering.
Jeg har som klasselærer til nuværende 8. klasse fulgt samarbejdet tæt fra 6. klasse. Samarbejdet har eksistereret siden 0. klasse og jeg har fulgt klassen på skolen og hørt deres indtryk fra tidligere års erfaringer.
Besøgene og de mange forskellige temaer for samarbejdet har været yderst givende i forhold til mange vinkler:
- At lære hotellet indgående at kende i forhold alle de praktiske forhold med indretning, lokalers æstetik og funktionalitet
- At få indblik i det nødvendige tværfaglige arbejde, som en virksomhed rummer
- Det brobyggende aspekt, at lære mange forskellige faggrupper at kende, og hvad der ligger bag de forskellige ansattes motivation og uddannelse, de mange forskellige aspekter af arbejdsforhold og arbejdsmiljø
- At gøre en forskel med sin indsats på så mange forskellig måder
- At være praktisk og socialt bidragende og medskabende til at ældre og ensomme borgere oplevede fællesskab, hvor børnene erfarede, at ens rolle og tilgang, venlighed og samtale er afgørende og fællessang bidrager til glæde og stemning
- At få ’hands on’ med lavpraktiske og komplekse gøremål og følelsen af at bidrage til et større formål – om det er at græde over at skrælle løg, udvikle en ny smag til en smoothie, redde senge, skrive ansattes jobprofiler, skrive ansøgning og til jobinterviews, udarbejde tjekkede brochure om Herning som turistmål ’Hvad er fedt at gøre som ung turist i Herning?’, værdsættelse af sin egen by, at lægge et realistisk budget for sin egen konfirmation og sammenligne med hotellets tilbud, deltage og bidrage til møder og planlægning…..og meget mere.
Med andre ord at opleve og erfare, hvordan alle de forskellige kulturteknikker vi træner i de forskellige fag i skolen, kan foldes ud og anvendes i virkeligheden. Det har været en givende proces, som også har krævet mange ekstra ressourcer i forhold motivering, koordinering, planlægning og tilrettelæggelse. Men det hårde arbejde har haft en gevinst for børnene i form af fællesskab, mening, erfaringer og indsigt.
Birgit Sand, Børneskolen Bifrost
