Matematik hos Jansson El A/S

Matematik behøver ikke altid foregå ved tavlen i skolen.

Det fandt eleverne fra Kirstine Seligmanns Skole ud af, da de var på læringsbesøg hos deres adoptionsvirksomhed Jansson El A/S i Vejle.

Denne gang stod den nemlig på matematik i praksis, og eleverne fra 5.A. blev sendt rundt i huset for at løse forskellige opgaver, hvor de skulle bruge alt fra hovedregning til målebånd.

De skulle bl.a. finde svar på:

– Hvor mange meter hylder har vi på lageret?

– Hvor mange alarmer kan en elektriker installere på en arbejdsdag?

– Hvor mange kopper kaffe bliver der egentlig drukket på en dag her hos os?

Eleverne gik til matematikopgaverne med masser energi og klarede alle regnestykkerne med bravour. Medarbejdernes hos Jansson El måtte indrømmer, at de også lærte en ting eller to undervejs.