Museumsinspektør Anna Louise Siggaard

Mark – Museet for en Ny Danmarkshistorie (Billund Kommunes Museer) har gennem flere år valgt at adoptere skoleklasser. Det gør vi, fordi vi er nysgerrige, og fordi vi ønsker at lære lige så meget, som eleverne gør.

På Mark Museet arbejder vi i høj grad med samskabelse. Vi udvikler oplevelser og aktiviteter sammen med vores brugere, fordi vi ser dem som eksperter i, hvad der engagerer dem. Vi ved meget om historie, identitet og spor i kulturlandskabet, mens eleverne ved meget om, hvad der motiverer dem, hvad de finder interessant, og hvorfor de gør det. Gennem samskabelse kan vi derfor hjælpe hinanden med at udvikle nye oplevelser og aktiviteter, hvor elevernes bidrag bliver både relevante og meningsfulde.

Vi oplever, at eleverne i vores adoptionsklasser vokser følelsesmæssigt med den rolle og det ansvar, de får. Jo mere ansvar vi giver dem i vores læringstilbud, desto stoltere bliver de, og desto mere umage gør de sig i udviklingen af dem. Samtidig giver det os mulighed for at kvalificere og afprøve vores tilbud, inden de færdiggøres. Det er med til at sikre en langt større relevans, brug og succes.

Eksemplerne på vores samskabelse er mange. Eleverne har blandt andet været med til at udvikle nye udstillinger, nye omvisninger, en helt ny rullende skoletjeneste, en ny legeplads og en masse andre forskellige projekter. Herudover hjælper de også med udvikling af oplevelser og aktiviteter, juleformidling samt klargøring af butik og udstillinger.

Mark Museet kan tilbyde et anderledes læringsmiljø end skolens. Det bidrager til at skabe en varieret skoledag med afvekslende læringsoplevelser, som kan virke motiverende for eleverne. Vi bygger bro mellem skolen og det omgivende samfund, fordi vi kan skabe en sammenhæng mellem læringsindhold og konkrete oplevelser i verden omkring eleverne. Vores mål er at bevæge eleverne – både emotionelt og kognitivt – mod en større forståelse af den kultur, natur og det samfund, de er en del af i dag. Forståelsen af ophav, historie, kultur og identitet er lige så vigtig for børn som for voksne.

Men med adoptionerne er det ikke kun eleverne, der opnår en anderledes indsigt i virksomheder. Det gør virksomhederne også. Eleverne er med til at udvikle museet som organisation. De stiller skarpe spørgsmål om alverdens emner og ser museet med friske og nye øjne. Den viden er både værdifuld og brugbar, og vi kan omsætte den til udvikling og nytænkning.

Med vores adoptionsklasser mødes vi langt oftere, end RelationsNetværkets forpligtelser egentlig kræver. Det er blevet helt naturligt, fordi der med en adoption opstår noget andet end ved de mange øvrige besøg, vi har af skoleklasser gennem museets skoletjeneste. Dynamikken mellem virksomheden – i dette tilfælde museet – og skoleklasserne ændrer sig gennem den tilbagevendende relation og det voksende kendskab til hinanden. Derfor mødes vi også til sociale arrangementer uden et egentligt læringsformål. Vi siger altid god sommer til hinanden, vi spiser sammen, vi har holdt fest sammen, og eleverne har endda husket min fødselsdag og overrasket mig med sang. Og så har vi også sagt farvel til adoptionsklasser, når de efter 9. klase skal videre ud i livet, men heldigvis også sagt pænt goddag til mange nye adoptionsklasser.

De stærke relationer har stor betydning for måden, vi møder eleverne på. De har også betydning for, hvordan vi kan bidrage til undervisningen, tage aktiv del i den og være facilitatorer i elevernes projektarbejde. Vi kender eleverne, og derfor kan vi i langt højere grad tilbyde den rette vejledning til den enkelte. Alle er forskellige, og gennem vores adoptioner bliver det muligt at bruge netop denne forskellighed som en styrke.

Initiativet ”Virksomheder adopterer skoleklasser” skal være meningsfuldt for både virksomhed og skoleklasse. Begge parter skal opleve, at de får noget værdifuldt ud af samarbejdet. Med dette skriv har jeg forsøgt at give et lille indblik i, hvad både museum og skoleklasser opnår gennem adoptionerne.

Det lange svar er: Stærke relationer baseret på samarbejde, dyb indsigt, bæredygtige sociale dynamikker og nye perspektiver. Relationer, der danner grundlag for fremtidige samarbejder og skaber grobund for udvikling, nytænkning og kreativitet.

Det korte svar er: Smil, latter og følelser, der er blevet til dyrebare minder.

Anna Louise Siggaard, museumsinspektør og historiker på Mark – Museet for en Ny Danmarkshistorie