Værdier og matematik hos GEV

I Billund Kommune har GEV adopteret en skoleklasse fra Grindsted Privatskole (de har faktisk adopteret to klasser – en 2. klasse og en 7. klasse).

2. klasse har netop været på læringsbesøg, hvor der stod VÆRDIER og MATEMATIK på programmet. Emnet for dagen var værdier og fællesskab i skolen og på en arbejdsplads. Som afslutning på læringsbesøget var klassen på et postløb rundt på virksomheden, hvor de skulle løse forskellige matematikopgaver.

Dagen startede i kantinen, hvor eleverne fik rundstykker og skulle udfylde navneskilte. Herefter fortalte Marie Juncher Ankersen, der er ansvarlig for klassens læringsbesøg, om GEV’s værdier, og hvad de betyder for en arbejdsplads. Der blev også snakket om, hvad en god arbejdskollega er.

Bagefter skulle eleverne brainstorme på, hvad de mente, en god kammerat var, og der var mange ligheder. Der blev også talt om, at alle har et ansvar for at den enkelte føler sig som en del af fællesskabet. Både i skolen og på en arbejdsplads. Eleverne kom med bud på, hvordan man sikrer det bedst. Eleverne skal arbejde videre med emnet hjemme på skolen efter læringsbesøget.

Herefter blev eleverne inddelt i 4 hold, hvor de skulle på posteløb rundt på virksomheden. 4 GEV-medarbejdere stod klar på de forskellige poster, hvor eleverne skulle måle og beregne længden på varmerør, omkredsen af en akkumuleringstank og finde ud af, hvor mange børn der kan stå i en container.

Til sidst blev der samlet op på dagen, som eleverne syntes var sjov og spændende og alle fik en kasket med hjem og GEV-tatoveringer som præmie for den flotte præstation i løbet.